Flydende Skygger

Dette indlæg er en blanding mellem drøm og virkelighed. Det giver ikke så meget mening for andre. Men det gør det for mig, og derfor har jeg skrevet det. Fordi det betyder noget for mig.

Jeg er med i en kærligheds konkurrence. En konkurrence, der skal afsløre hvem der er ægte og hvem der er falsk. Den af os der får det rigtige svar, vinder hans hjerte og loyalitet. Reglerne er simple: Svar rigtigt udfra de ledetråde, han giver os i morgen tidlig. Endelig kan jeg bevise, at hun kopierer mig og stjæler, alt det jeg elsker, fra mig. Hun er min nemesis. Vi elsker den samme, og nu har han opfundet en test, der vil afsløre hvem af os, der er den ægte, hvem der kopierer hvem, og derefter vælge én af os, ud fra resultatet.

Jeg forstår ikke hvordan han ikke kan se, at det er hende der kopierer mig. Hvordan kan han være så blind? Hun er falsk og har ikke sin egen personlighed. Hun elsker alt det jeg elsker, gør alt det jeg gør. Hun forsøger at vinde hans kærlighed, ved at være ligesom mig. Han siger han ikke ser nogen forskel på os, og mener det er ligemeget hvem han vælger, fordi vi er så ens. Men jeg er ikke ligesom hende. Hun prøver at være ligesom mig, men hun kan aldrig blive ligesom mig. Aldrig blive ligeså ægte og original som mig. Aldrig blive ligeså varm og kærlig som mig. Hun er kold og udspekuleret, og hendes øjne minder mig om øjnene på en haj. Glasagtige og tomme. Hun vil gøre alt for at vinde. Stjæle, lyve og manipulere. Men jeg er ikke bange for at tabe til hende. Jeg ved jeg vinder med ærlighed og ægthed. Jeg ved hvem jeg er.

Det er blevet morgen og konkurrencen er sat i gang. Ledetrådene er ordene “Sun”, skrevet med gul farve og “Joe”, skrevet med grøn farve. Jeg checker hendes Instagram, for at se hendes svar. Det er et billede af et hårdkogt, overskårent æg på en tallerken, og der er et billede af en mørke orange sol, med grønne solbriller på, hvorpå der står “Good morning”, og et billede af hendes kakadue, ved navn Joe. Jeg kan ikke tro det. Det er jo det forkerte svar! Hun har ikke svaret rigtigt! Men hvor skulle hun dog også kende det rigtige svar fra? Hun er jo kun en dårlig og ufærdig kopi af mig, og der er bestemte ting hun ikke ved. Jeg smiler over, at hun er gået lige i fælden. Kun jeg kan give det rigtige svar, for jeg er den ægte Joanna, og det er hende der kopierer mig, og ikke omvendt.

Jeg har ikke travlt med at svare, i modsætning til hende, og venter tålmodigt til om aftenen, for det er det rigtige tidspunkt at svare på, da svaret intet har med morgen eller dag at gøre. Det ved hun bare ikke.

Svaret er “Let Your Fingers Do The Walking” med Sort Sol.

There is a liquid sky all over the world
Tonight it comes for your body
It comes to set your soul alight
The cards have been dealt
From our hands they will melt
There is a liquid sky all over the world
Tonight

Step out my sweet one and hang loose
Crystal cherry drapes who to choose
With the moon rolling in
We can let our dream begin
Step out my sweet one
Step out and hang loose

Our liquid sky turns me on
It’ll speak out my name long after I’m gone
So I give myself in and it’ll make me spin and spin
Ah, the liquid sky turns me on
Tonight

Let your fingers do the walking
Can’t you see I’m coming
Let your fingers do the walking

De rigtige farver er sort og rød, hvilket er en insider joke om et sort og rødt overlevelses kit ved navn SOL, som vi jokede med, at hvis man brugte det, var man Shit Out of Luck. Dertil kommer, at Sort Sols logo er skrevet med hvidt, omgivet af rødt, og farver man den hvide skrift sort, bliver det til sort og rødt. Gul og grøn er de forkerte farver. Han tester mig for at se om jeg husker det. Selvfølgelig husker jeg det. Hun er gået lige i farvefælden. Hun tror svaret har noget med morgensol at gøre, men i virkeligheden har det at gøre med sort sol, månen og natten. “Joe” har intet med hendes fugl at gøre, hvis navn hun sikkert har tyvstjålet udfra mit navn. “Joe” er ment hånligt. Det betyder bare, at den der får det forkerte svar er Joe, den uægte Joanna.

“The cards have been dealt”: Vi er bestemt for hinanden. Det er skæbnen. Og kun jeg kan vinde, da jeg allerede har alle de rigtige kort på hånden. Hun har ikke en chance mod mig.

Jeg svarer også med “Lad Dine Hænder Vandre” med Katinka, for jeg elsker den sang, og det har en dobbeltbetydning for mig. Katinka er både hende og mig, fordi hun altid kopierer mig, og jeg vil bevise, at jeg er den ægte Joanna. Dels er hendes navn Katrine, og dels har jeg en kat, som betyder alt for mig. Kat in kat = Katinka. Det er et dobbeltægget og sarkastisk svar på, at hun er en copycat. Også fordi sangen er en dansk version af Let Your Fingers Do The Walking. Hun er amerikansk, jeg er dansk. Sort Sol og Katinka er danske. Vi er som nat og dag, men kun jeg er både sol og måne, helt på samme tid. Jeg uploader også et billede af min kat. Et meget bedre og sødere billede, end billedet af hendes fugl.

Flydende skygger farver vores himmel
I nat, den trækker dig med sig
Den brænder sjælen inde
Men spillet bestemmer
Det smelter fra vores hænder
Flydende skygger på himlen
I nat

Kom, min skat, hæng dig fast
Lad gardinerne svæve i nat
Og månen følger med
Den lægger mig helt ned
Kom nu, min skat
Hæng dig fast i nat

La’ dine hænder
Vandre med mig
Ka’ du se
Jeg kommer?

Den reneste himmel, og jeg flyder med
Hvisker mit navn, når jeg skal af sted
Og jeg vil gi’ dig det hele
Og la’ alt andet stå helt stille
Den reneste himmel, og jeg flyder med

Jeg elsker månen, stjernerne og hele universet. Han lovede engang at give mig en månelampe, som jeg ønskede mig, fordi jeg elsker månen, og lige pludseligt elskede hun også månen mere end noget andet. Hun kunne nærmest ikke snakke om andet og gemte billeder af den på Instagram, nøjagtigt ligesom mig. Og hun var blevet ligeså vild med astronomi som mig, fra den ene dag til den anden.
Hun er så falsk, og jeg ser lige igennem hende. Hun ved han elsker mig mest, så hun gør alt for at være ligesom mig.

Jeg har sommerfugle i maven. Hun må være så forvirret over mit svar, og føle sig uendeligt dum. Det må gå op for hende nu, at hendes svar er helt forkert og milevidt fra mit svar. To forskellige svar, som dag og nat. Jeg er lettet over endelig, at have bevist overfor ham, at det er mig der er ægte, og mig han skal vælge. Men jeg er også nervøs. Jeg har lige afsløret hendes løgne og falske personlighed overfor ham, og jeg ved ikke, hvordan han vil reagere.

Og hvad skal der ske med ham og mig? Jeg er i tvivl om jeg rent faktisk ønsker at være sammen med ham. Det er nok for mig at vide, at han elsker mig og at han ved jeg er ægte. Han har været min drøm så længe, og nu hvor han er indenfor rækkevidde, bliver jeg forvirret over mine egne følelser. Det hele har virket som en drøm, som noget uopnåeligt. Hun har stået imellem os så længe og forhindret os i at være sammen, alt imens jeg har kæmpet for hans kærlighed og accept. Jeg ville have han skulle se, hvad jeg har set hele tiden. At hun er falsk og jeg er ægte. Men nu ved jeg ikke, hvad jeg vil. Vil jeg i virkeligheden have ham? Vil jeg have virkeligheden eller drømmen om ham? Jeg er altid splittet mellem drøm og virkelighed. Virkeligheden for mig kan være farveløs og grå, mens jeg ser alle mine drømme gennem et filter, lavet af alle regnbuens farver. Og sådan ser jeg også ham. Som en drøm. Hvad så når han bliver en del af virkeligheden? Hvad skal jeg så stille op med ham? Måske jeg i virkeligheden ønsker, at han skal forblive en drøm. Men i hvertfald har jeg givet ham mit svar, og nu må jeg bare vente på hans reaktion.

Flydende skygger farver vores himmel. I nat, den trækker dig med sig. Den brænder sjælen inde.

Jeg har båret på så meget hjertesorg, og har villet fortælle ham, hvad jeg føler for ham, så længe. Fortælle ham, hvor mange nætter jeg har grædt. At jeg har grædt hele nætter, og stadig grædt, når solen stod op. Jeg vil give ham al min kærlighed. Jeg vil give ham det hele. Men hvad er virkeligt? Og hvad er kun en drøm? Hvor går grænsen mellem drøm og virkelighed?

Jeg vågner næste morgen og går ind på hendes Instagram. Nu har hun ændret sit svar til et maleri af månen, malet i sort vandfarve. Ligesom flydende skygger. Hvorfor stopper hun ikke bare? Hun har givet sit svar og det var forkert. Nu prøver hun at rette det, ved hjælp af mit svar. Men det er for sent. Hun har tabt med sin latterlige godmorgen sol. Jeg synes det er enerverende, at hun altid skal efterligne mig. Kan hun ikke bare få sin egen personlighed! Hun forstår jo ikke engang, hvad han og jeg har sammen. Det hele er fløjet hen over hendes hoved, og hun forstår ikke betydningen af det. Hun har ikke sin egen personlighed, og bliver ved med at stjæle min. Hun er ligesom en vampyr, der suger sjælen ud af mig, stjæler alle mine personlighedstræk og gør dem til sine egne. I virkeligheden er hun uinteressant og tom indeni.

En time senere uploader han et billede. Billedet er af hende. Han skriver: “Godmorgen. Hun er den ægte. Og den anden skal afsted.”

Der hører også en video med, hvor han forklarer, at dette er den endelige test og resultatet af den. Den handler om, hvordan man tester om sølv er ægte, ved hjælp af en syretest. Hvis farven bliver mørke orange, er det ægte sølv. Mørke orange ligesom hendes morgensol.

Hun har snydt! Hun kendte allerede til testen og svaret. Jeg er mistroisk og forvirret. Jeg havde jo det rigtige svar! Jeg svarede uden at tænke over det, for jeg var sikker på, at det var det rigtige svar. Selvfølgelig var det det rigtige svar. Det hele går langsomt op for mig. Hun har vundet. Hun har alle de rigtige kombinationer. Det var ikke en konkurrence om, hvem der var den rigtige mig. Det hele handlede om, hvem der var den rigtige hende. Jeg forstår det ikke. Jeg var så sikker på jeg havde svaret rigtigt. Hvordan skulle jeg kunne give det rigtige svar, når jeg ikke kendte til sølvtesten?

“Men spillet bestemmer. Det smelter fra vores hænder.”

Jeg vil ikke afsted. Jeg græder fortvivlet. Han bruger sangteksten mod mig. Hvad har jeg gjort forkert? Jeg havde det rigtige svar! Det er mig der er ægte, ikke hende. Hun har grønne øjne, jeg har blå øjne. Det hele kører rundt i mit hoved. Det rigtige svar var hende, ikke mig. Hun er hans svar. Og jeg skal afsted. Men jeg nægter at tage afsted. Jeg troede han elskede mig, og at vi hørte sammen. Jeg forstår det ikke. Hvordan kunne jeg tage så meget fejl?

Men hun ændrede jo sit svar. Eller gjorde hun? Var maleriet af månen bare en sejrserklæring? Eller et sarkastisk modsvar? Var det for at sige, at hun kunne stjæle ting fra mig og gøre dem bedre end de var, da de var mine? Var hun en bedre version af mig? Var jeg i virkeligheden den uoriginale? Nu jeg tænker over det, er det jo ikke originalt at svare med sange, som andre har skrevet og komponeret. Det var bare sange, der betød noget for mig. Sange jeg elskede, sange jeg lyttede til, mens jeg drømte om ham, længtes efter ham. Men hvad skulle det dog betyde for ham? Det var kun noget der betød noget for mig. “Og månen følger med. Den lægger mig helt ned.” Hvem elsker ikke månen? Det er ikke noget særligt at elske månen. Jeg ville blot, at han skulle tænke på mig, når han kiggede på månen. For det samme gjorde jeg om ham. Jeg troede han ville forstå. Jeg troede han elskede mig.

Jeg græder og er utrøstelig. Lige indtil jeg nærstuderer billedet af hende. Hun har fine sandaler på, men det er sort under hendes tånegle. Jeg får kvalme ved synet og tanken om, hvordan de må lugte. Det fryder mig, at han elsker en der er så beskidt, som hun er. Hendes hår ser uvasket ud, og det ser ud som om hun har grå hår. Det er i virkeligheden reflekser, men lyset får det til at se gråt ud. Og hendes grønne hajøjne, er ligeså tomme som altid.

Jeg uploader et billede af mig selv, hvor jeg sidder på molen i min hvide sommerkjole, med mine ben udover kanten og mine fødder lige over vandoverfladen. Mine rene fødder og hvide tånegle, kombineret med vandet er mit helt eget symbol på, at jeg er kommet ud af det ren. Hun brugte beskidte tricks, og ligeså gjorde han. Jeg svarede ærligt og lige fra hjertet. Jeg føler at jeg i sidste ende har vundet. Han var aldrig dét værd. Han satte mig i en situation, hvor han vidste hvad mit svar ville være, og at jeg ville tabe. Han satte mig op mod hende og behandlede mig som en marionetdukke. Troede han havde magten til at spille et spil, med hende og mig som brikker.

Men jeg er ikke en brik i hans spil, og når dagen er omme, og månen lyser på nattehimlen, ville jeg alligevel ikke have valgt ham. Han var bare en drøm. En fantasi, som jeg selv havde opfundet. Jeg troede, at han var som i mine drømme, men i virkeligheden var han en anden. En manipulerende og ondskabsfuld person. Det er ondt, hvad han har gjort mod mig, og jeg kan aldrig tilgive det. Hun snød, og han udpegede hende alligevel som vinder. Fik jeg nævnt hendes ulækre, sorte tånegle? De fortjener hinanden. Og jeg fortjener bedre. Jeg var ikke shit out of luck. Og jeg havde stadigvæk det rigtige svar, uanset hvad. Mit svar var korrekt, og han tabte i sit eget spil.

Han gav hende forresten en månelampe. Og jeg mistede min kat. Så nu mangler jeg en månelampe og en kat.