Flydende Skygger

Dette indlæg er en blanding mellem drøm og virkelighed. Det giver ikke så meget mening for andre. Men det gør det for mig, og derfor har jeg skrevet det. Fordi det betyder noget for mig.

Jeg er med i en kærligheds konkurrence. En konkurrence, der skal afsløre hvem der er ægte og hvem der er falsk. Den af os der får det rigtige svar, vinder hans hjerte og loyalitet. Reglerne er simple: Svar rigtigt udfra de ledetråde, han giver os i morgen tidlig. Endelig kan jeg bevise, at hun kopierer mig og stjæler, alt det jeg elsker, fra mig. Hun er min nemesis. Vi elsker den samme, og nu har han opfundet en test, der vil afsløre hvem af os, der er den ægte, hvem der kopierer hvem, og derefter vælge én af os, ud fra resultatet.

Jeg forstår ikke hvordan han ikke kan se, at det er hende der kopierer mig. Hvordan kan han være så blind? Hun er falsk og har ikke sin egen personlighed. Hun elsker alt det jeg elsker, gør alt det jeg gør. Hun forsøger at vinde hans kærlighed, ved at være ligesom mig. Han siger han ikke ser nogen forskel på os, og mener det er ligemeget hvem han vælger, fordi vi er så ens. Men jeg er ikke ligesom hende. Hun prøver at være ligesom mig, men hun kan aldrig blive ligesom mig. Aldrig blive ligeså ægte og original som mig. Aldrig blive ligeså varm og kærlig som mig. Hun er kold og udspekuleret, og hendes øjne minder mig om øjnene på en haj. Glasagtige og tomme. Hun vil gøre alt for at vinde. Stjæle, lyve og manipulere. Men jeg er ikke bange for at tabe til hende. Jeg ved jeg vinder med ærlighed og ægthed. Jeg ved hvem jeg er.

Det er blevet morgen og konkurrencen er sat i gang. Ledetrådene er ordene “Sun”, skrevet med gul farve og “Joe”, skrevet med grøn farve. Jeg checker hendes Instagram, for at se hendes svar. Det er et billede af et hårdkogt, overskårent æg på en tallerken, og der er et billede af en mørke orange sol, med grønne solbriller på, hvorpå der står “Good morning”, og et billede af hendes kakadue, ved navn Joe. Jeg kan ikke tro det. Det er jo det forkerte svar! Hun har ikke svaret rigtigt! Men hvor skulle hun dog også kende det rigtige svar fra? Hun er jo kun en dårlig og ufærdig kopi af mig, og der er bestemte ting hun ikke ved. Jeg smiler over, at hun er gået lige i fælden. Kun jeg kan give det rigtige svar, for jeg er den ægte Joanna, og det er hende der kopierer mig, og ikke omvendt.

Jeg har ikke travlt med at svare, i modsætning til hende, og venter tålmodigt til om aftenen, for det er det rigtige tidspunkt at svare på, da svaret intet har med morgen eller dag at gøre. Det ved hun bare ikke.

Svaret er “Let Your Fingers Do The Walking” med Sort Sol.

There is a liquid sky all over the world
Tonight it comes for your body
It comes to set your soul alight
The cards have been dealt
From our hands they will melt
There is a liquid sky all over the world
Tonight

Step out my sweet one and hang loose
Crystal cherry drapes who to choose
With the moon rolling in
We can let our dream begin
Step out my sweet one
Step out and hang loose

Our liquid sky turns me on
It’ll speak out my name long after I’m gone
So I give myself in and it’ll make me spin and spin
Ah, the liquid sky turns me on
Tonight

Let your fingers do the walking
Can’t you see I’m coming
Let your fingers do the walking

De rigtige farver er sort og rød, hvilket er en insider joke om et sort og rødt overlevelses kit ved navn SOL, som vi jokede med, at hvis man brugte det, var man Shit Out of Luck. Dertil kommer, at Sort Sols logo er skrevet med hvidt, omgivet af rødt, og farver man den hvide skrift sort, bliver det til sort og rødt. Gul og grøn er de forkerte farver. Han tester mig for at se om jeg husker det. Selvfølgelig husker jeg det. Hun er gået lige i farvefælden. Hun tror svaret har noget med morgensol at gøre, men i virkeligheden har det at gøre med sort sol, månen og natten. “Joe” har intet med hendes fugl at gøre, hvis navn hun sikkert har tyvstjålet udfra mit navn. “Joe” er ment hånligt. Det betyder bare, at den der får det forkerte svar er Joe, den uægte Joanna.

“The cards have been dealt”: Vi er bestemt for hinanden. Det er skæbnen. Og kun jeg kan vinde, da jeg allerede har alle de rigtige kort på hånden. Hun har ikke en chance mod mig.

Jeg svarer også med “Lad Dine Hænder Vandre” med Katinka, for jeg elsker den sang, og det har en dobbeltbetydning for mig. Katinka er både hende og mig, fordi hun altid kopierer mig, og jeg vil bevise, at jeg er den ægte Joanna. Dels er hendes navn Katrine, og dels har jeg en kat, som betyder alt for mig. Kat in kat = Katinka. Det er et dobbeltægget og sarkastisk svar på, at hun er en copycat. Også fordi sangen er en dansk version af Let Your Fingers Do The Walking. Hun er amerikansk, jeg er dansk. Sort Sol og Katinka er danske. Vi er som nat og dag, men kun jeg er både sol og måne, helt på samme tid. Jeg uploader også et billede af min kat. Et meget bedre og sødere billede, end billedet af hendes fugl.

Flydende skygger farver vores himmel
I nat, den trækker dig med sig
Den brænder sjælen inde
Men spillet bestemmer
Det smelter fra vores hænder
Flydende skygger på himlen
I nat

Kom, min skat, hæng dig fast
Lad gardinerne svæve i nat
Og månen følger med
Den lægger mig helt ned
Kom nu, min skat
Hæng dig fast i nat

La’ dine hænder
Vandre med mig
Ka’ du se
Jeg kommer?

Den reneste himmel, og jeg flyder med
Hvisker mit navn, når jeg skal af sted
Og jeg vil gi’ dig det hele
Og la’ alt andet stå helt stille
Den reneste himmel, og jeg flyder med

Jeg elsker månen, stjernerne og hele universet. Han lovede engang at give mig en månelampe, som jeg ønskede mig, fordi jeg elsker månen, og lige pludseligt elskede hun også månen mere end noget andet. Hun kunne nærmest ikke snakke om andet og gemte billeder af den på Instagram, nøjagtigt ligesom mig. Og hun var blevet ligeså vild med astronomi som mig, fra den ene dag til den anden.
Hun er så falsk, og jeg ser lige igennem hende. Hun ved han elsker mig mest, så hun gør alt for at være ligesom mig.

Jeg har sommerfugle i maven. Hun må være så forvirret over mit svar, og føle sig uendeligt dum. Det må gå op for hende nu, at hendes svar er helt forkert og milevidt fra mit svar. To forskellige svar, som dag og nat. Jeg er lettet over endelig, at have bevist overfor ham, at det er mig der er ægte, og mig han skal vælge. Men jeg er også nervøs. Jeg har lige afsløret hendes løgne og falske personlighed overfor ham, og jeg ved ikke, hvordan han vil reagere.

Og hvad skal der ske med ham og mig? Jeg er i tvivl om jeg rent faktisk ønsker at være sammen med ham. Det er nok for mig at vide, at han elsker mig og at han ved jeg er ægte. Han har været min drøm så længe, og nu hvor han er indenfor rækkevidde, bliver jeg forvirret over mine egne følelser. Det hele har virket som en drøm, som noget uopnåeligt. Hun har stået imellem os så længe og forhindret os i at være sammen, alt imens jeg har kæmpet for hans kærlighed og accept. Jeg ville have han skulle se, hvad jeg har set hele tiden. At hun er falsk og jeg er ægte. Men nu ved jeg ikke, hvad jeg vil. Vil jeg i virkeligheden have ham? Vil jeg have virkeligheden eller drømmen om ham? Jeg er altid splittet mellem drøm og virkelighed. Virkeligheden for mig kan være farveløs og grå, mens jeg ser alle mine drømme gennem et filter, lavet af alle regnbuens farver. Og sådan ser jeg også ham. Som en drøm. Hvad så når han bliver en del af virkeligheden? Hvad skal jeg så stille op med ham? Måske jeg i virkeligheden ønsker, at han skal forblive en drøm. Men i hvertfald har jeg givet ham mit svar, og nu må jeg bare vente på hans reaktion.

Flydende skygger farver vores himmel. I nat, den trækker dig med sig. Den brænder sjælen inde.

Jeg har båret på så meget hjertesorg, og har villet fortælle ham, hvad jeg føler for ham, så længe. Fortælle ham, hvor mange nætter jeg har grædt. At jeg har grædt hele nætter, og stadig grædt, når solen stod op. Jeg vil give ham al min kærlighed. Jeg vil give ham det hele. Men hvad er virkeligt? Og hvad er kun en drøm? Hvor går grænsen mellem drøm og virkelighed?

Jeg vågner næste morgen og går ind på hendes Instagram. Nu har hun ændret sit svar til et maleri af månen, malet i sort vandfarve. Ligesom flydende skygger. Hvorfor stopper hun ikke bare? Hun har givet sit svar og det var forkert. Nu prøver hun at rette det, ved hjælp af mit svar. Men det er for sent. Hun har tabt med sin latterlige godmorgen sol. Jeg synes det er enerverende, at hun altid skal efterligne mig. Kan hun ikke bare få sin egen personlighed! Hun forstår jo ikke engang, hvad han og jeg har sammen. Det hele er fløjet hen over hendes hoved, og hun forstår ikke betydningen af det. Hun har ikke sin egen personlighed, og bliver ved med at stjæle min. Hun er ligesom en vampyr, der suger sjælen ud af mig, stjæler alle mine personlighedstræk og gør dem til sine egne. I virkeligheden er hun uinteressant og tom indeni.

En time senere uploader han et billede. Billedet er af hende. Han skriver: “Godmorgen. Hun er den ægte. Og den anden skal afsted.”

Der hører også en video med, hvor han forklarer, at dette er den endelige test og resultatet af den. Den handler om, hvordan man tester om sølv er ægte, ved hjælp af en syretest. Hvis farven bliver mørke orange, er det ægte sølv. Mørke orange ligesom hendes morgensol.

Hun har snydt! Hun kendte allerede til testen og svaret. Jeg er mistroisk og forvirret. Jeg havde jo det rigtige svar! Jeg svarede uden at tænke over det, for jeg var sikker på, at det var det rigtige svar. Selvfølgelig var det det rigtige svar. Det hele går langsomt op for mig. Hun har vundet. Hun har alle de rigtige kombinationer. Det var ikke en konkurrence om, hvem der var den rigtige mig. Det hele handlede om, hvem der var den rigtige hende. Jeg forstår det ikke. Jeg var så sikker på jeg havde svaret rigtigt. Hvordan skulle jeg kunne give det rigtige svar, når jeg ikke kendte til sølvtesten?

“Men spillet bestemmer. Det smelter fra vores hænder.”

Jeg vil ikke afsted. Jeg græder fortvivlet. Han bruger sangteksten mod mig. Hvad har jeg gjort forkert? Jeg havde det rigtige svar! Det er mig der er ægte, ikke hende. Hun har grønne øjne, jeg har blå øjne. Det hele kører rundt i mit hoved. Det rigtige svar var hende, ikke mig. Hun er hans svar. Og jeg skal afsted. Men jeg nægter at tage afsted. Jeg troede han elskede mig, og at vi hørte sammen. Jeg forstår det ikke. Hvordan kunne jeg tage så meget fejl?

Men hun ændrede jo sit svar. Eller gjorde hun? Var maleriet af månen bare en sejrserklæring? Eller et sarkastisk modsvar? Var det for at sige, at hun kunne stjæle ting fra mig og gøre dem bedre end de var, da de var mine? Var hun en bedre version af mig? Var jeg i virkeligheden den uoriginale? Nu jeg tænker over det, er det jo ikke originalt at svare med sange, som andre har skrevet og komponeret. Det var bare sange, der betød noget for mig. Sange jeg elskede, sange jeg lyttede til, mens jeg drømte om ham, længtes efter ham. Men hvad skulle det dog betyde for ham? Det var kun noget der betød noget for mig. “Og månen følger med. Den lægger mig helt ned.” Hvem elsker ikke månen? Det er ikke noget særligt at elske månen. Jeg ville blot, at han skulle tænke på mig, når han kiggede på månen. For det samme gjorde jeg om ham. Jeg troede han ville forstå. Jeg troede han elskede mig.

Jeg græder og er utrøstelig. Lige indtil jeg nærstuderer billedet af hende. Hun har fine sandaler på, men det er sort under hendes tånegle. Jeg får kvalme ved synet og tanken om, hvordan de må lugte. Det fryder mig, at han elsker en der er så beskidt, som hun er. Hendes hår ser uvasket ud, og det ser ud som om hun har grå hår. Det er i virkeligheden reflekser, men lyset får det til at se gråt ud. Og hendes grønne hajøjne, er ligeså tomme som altid.

Jeg uploader et billede af mig selv, hvor jeg sidder på molen i min hvide sommerkjole, med mine ben udover kanten og mine fødder lige over vandoverfladen. Mine rene fødder og hvide tånegle, kombineret med vandet er mit helt eget symbol på, at jeg er kommet ud af det ren. Hun brugte beskidte tricks, og ligeså gjorde han. Jeg svarede ærligt og lige fra hjertet. Jeg føler at jeg i sidste ende har vundet. Han var aldrig dét værd. Han satte mig i en situation, hvor han vidste hvad mit svar ville være, og at jeg ville tabe. Han satte mig op mod hende og behandlede mig som en marionetdukke. Troede han havde magten til at spille et spil, med hende og mig som brikker.

Men jeg er ikke en brik i hans spil, og når dagen er omme, og månen lyser på nattehimlen, ville jeg alligevel ikke have valgt ham. Han var bare en drøm. En fantasi, som jeg selv havde opfundet. Jeg troede, at han var som i mine drømme, men i virkeligheden var han en anden. En manipulerende og ondskabsfuld person. Det er ondt, hvad han har gjort mod mig, og jeg kan aldrig tilgive det. Hun snød, og han udpegede hende alligevel som vinder. Fik jeg nævnt hendes ulækre, sorte tånegle? De fortjener hinanden. Og jeg fortjener bedre. Jeg var ikke shit out of luck. Og jeg havde stadigvæk det rigtige svar, uanset hvad. Mit svar var korrekt, og han tabte i sit eget spil.

Han gav hende forresten en månelampe. Og jeg mistede min kat. Så nu mangler jeg en månelampe og en kat.

Blomster

Flere blomster billeder. Er ved at skrive et blog indlæg, men synes ikke rigtigt jeg kommer videre med det. Måske jeg ender med at skrotte det, men vil så gerne at det bliver skrevet. Imellemtiden tager jeg billeder og lever livet. Jeg elsker at tage billeder. Er ikke ligefrem professionel, og jeg har et almindeligt kamera, men synes alligevel mine billeder er fine. Har også et spejlrefleks, men kunne ikke rigtigt finde ud af det. Det ville ikke som jeg ville, så nu ligger det gemt væk i en skuffe. Jeg må sætte mig lidt mere ind i det, så jeg kan få det brugt.

Nå men, håber du har en god lørdag. =)

Kærlig hilsen

The World Is Closing In

April 2020:

Jeg elsker ham for meget. Kan ikke længere lytte til mine yndlingssange, uden at begynde at græde, fordi de minder mig om ham. Jeg hører dem og fantaserer og drømmer om ham. Én af dem er Wind Of Change, med Scorpions.

“The world is closing in. Did you ever think, that we could be so close, like brothers.”

Jeg har gemt den på min Youtube playliste, lang tid før pandemien kom i udbrud. Jeg håber i mit naive hjerte, at han lytter med og tænker, at det var et forvarsel. Det kunne jo være han interesserer sig for, hvilken musik jeg kan lide og følger med i hvilke sange jeg gemmer. Og måske tænker han på mig, når han lytter til dem. Jeg synger med, tænker på ham og hele verdens situationen. Hvad mon han laver ligenu? Tænker han også på mig? Savner han mig? Jeg ved godt, at det nok bare er ønsketænking, at han også savner og elsker mig. For mig er han uopnåelig, og jeg har ikke en chance, for der er den mindre detalje, at han bor i et andet land, i den anden ende af verden, og han er gift og skal have et barn.

Jeg sidder ude på altanen og kigger på stjernerne og ønsker mod universet: Hvis han også tænker på mig og savner mig, så giv mig et tegn. Men intet sker. Selvfølgelig sker der ikke noget.

The world is closing in, and we should be together... Jeg tænker på den besked jeg skrev til ham engang, vedrørende et billede af et sværd: “This will be my weapon when the apocalypse comes, and it will be you and me, together, against the world.”
Pludseligt kommer en meteor susende lige over mit hoved, og lyser natten op. Jeg kan høre en svag knitren, så tæt er den på. Aldrig har jeg set eller hørt noget lignende. Jeg kunne have fået den lige i hovedet! Jeg kan ikke tro, hvad jeg lige har oplevet. Var det et tegn? Det måtte det være. Skal jeg skrive til ham?
Men han elsker jo en anden. Han er gift og de skal have et barn. Desuden er jeg syg af jalousi, og kan ikke bære tanken om, at han er sammen med en anden og skal have et barn med hende. Jeg føler han har forrådt mig, og jeg kan ikke tilgive ham.

“An august summer night. Soldiers passing by. Listening to the wind of change.”

Jeg drømmer, at jeg endelig møder ham i virkeligheden, en sommeraften i august. Solen er ved at gå ned, og vi er omgivet af varme, orange nuancer. Han tager mig i sine arme og jeg føler, at jeg endelig er hjemme. Han dufter så godt, er så dejlig og varm. Endelig er jeg hos ham. Endelig er vi sammen, som vi burde have været, i al den tid vi har været væk fra hinanden, i hver sin ende af verden. Han holder om mig i et fast, kærligt greb, som om han ikke vil give slip på mig igen. Det er ham og mig mod verden, en sommeraften i august, midt i en corona apocalypse.

Men jeg ved det kun er en drøm. Det kan aldrig blive til virkelighed. Jeg bliver nødt til at stoppe med at leve i en fantasi verden. Han poster billeder af sin gravide kone på Instagram, og skriver om hvor meget han glæder sig til endelig at blive far. Han elsker mig ikke. Jeg får lyst til at skade mig selv, istedet for at kontakte ham. Jeg hader mig selv. Hvorfor skulle han dog også elske mig? Hans kone er perfekt, og det er jeg ikke. Langt fra. Jeg kigger intenst og indædt på mine pulsårer. Jeg får lyst til at skære i mig selv, være ond ved mig selv. Jeg er så fyldt med sorg og frustration, at jeg ikke kan holde ud, at være indeni mig selv. Jeg græder og længes efter ham, samtidig med at jeg hader ham, og ønsker at hans ufødte barn dør. Jeg ved det er en forfærdelig tanke, men jeg kan ikke stoppe med at tænke sådan.

“The future’s in the air, can feel it everywhere. Blowing with the wind of change.”

“Take me to the magic of the moment, on a glory night. Where the children of tomorrow dream away, in the wind of change.”

Jeg er ikke hans fremtid. Jeg er ikke hans noget som helst. Hans kone og barn er hans fremtid. Det er dem han elsker, ikke mig. Jeg vil ikke have fremtiden. Jeg vil ikke have at han skal have et barn. Jeg vil bare have nuet og at han skal elske og vælge mig. Men selvfølgelig vælger han ikke mig.

Kunne jeg dog bare glemme ham. Det her er usundt og urealistisk. Jeg ville ønske jeg aldrig havde kendt til hans eksistens. Det kunne have sparet mig for så meget smerte. Jeg græder mig i søvn, næsten hver nat. Han vil aldrig blive min, og det bliver jeg nødt til at acceptere. Jeg savner ham mere end noget andet, men jeg kan ikke kontakte ham igen. Det er for sent nu. Det er slut.

April 2021:

“Walking down the street. Distant memories, are buried in the past, forever.”

“The wind of change blows straight into the face of time.
Like a storm wind that will ring the freedom bell, for peace of mind.”

En Ugyldig Flugtbillet

Jeg vil gerne fortælle dig om dengang jeg slugte 14 panodiler, og hvorfor jeg gjorde det. 14 lyder måske ikke af mange, men jeg endte alligevel med at komme på hospitalet.

“Kære Dagbog. 20/1. 21.

Jeg tænker seriøst på at tage piller. Jeg har tænkt på det i flere dage nu, og jeg kan ikke få tanken ud af mit hoved. Men jeg tænker, at hvis jeg kunne gøre det, ville jeg allerede have gjort det. Måske er der bare ingen flugt fra dette. Jeg begynder at tænke på piller som min flugtbillet, men jeg er for bange til at bruge den.

Det føles som om jeg hænger udover kanten og bare venter på at falde ned i afgrunden, og jeg kan ikke holde fast meget længere. Jeg kan ikke være alene eller være inde i mig selv længere. Der er for meget mørke, og det skræmmer mig. Det skræmmer mig at føle sådan her, og tanken om ingen vej ud af det, er skræmmende. Jeg har ingen at tale med om det, for ingen vil høre den slags. 

Alt er bare lettere, når jeg smiler og foregiver, at alt er i orden. Jeg kan smile og samtidig tænke på at kaste mig frivilligt ned i afgrunden, som ved at tage piller, bare for at få det overstået, for det er for svært at blive ved med at holde fast. Jeg ville ønske, at mørket bare ville forsvinde, og at jeg kunne blive glad igen, men uanset hvad jeg gør, forsvinder det ikke. Jeg må bare blive ved med at smile og holde fast, fordi jeg bliver nødt til det, og fordi jeg er for bange til at bruge min flugtbillet.”

Tanken om at indtage piller, havde overtaget mine tanker. Jeg kunne ikke tænke på andet. Jeg vidste ikke helt, hvorfor jeg havde fået de tanker, kun at jeg var deprimeret og ønskede, at tingene skulle ændre sig. Noget skulle ske. Jeg måtte gøre noget. Hvis alting dog bare kunne blive bedre, hvis jeg dog bare kunne blive bedre. Jeg sad med pilleglasset i hånden, mit hjerte bankede nervøst. Måske ville mit liv ændre sig, hvis jeg tog de piller? Måske ville mine omgivelser så endelig forstå, hvor alvorligt det var med mig og hvor ulykkelig jeg i virkeligheden var. Måske ville jeg endelig få hjælp til at komme videre. Videre fra min sorg over, at have mistet ham jeg elskede, videre fra det dødvande jeg følelsesmæssigt var havnet i. Eller det var nærmere en stormflod. Eller begge dele. Uanset hvad det var, kunne jeg ikke holde ud at være i det længere. Jeg havde brug for hjælp.

Jeg tænkte, at jeg ville tage 22 piller. Det måtte være nok. Jeg ville ikke dø. Jeg ville leve. Jeg talte dem op og lagde dem til side i en æske. Jeg gik til og fra skuffen, som jeg havde lagt æsken i. Overvejede. Hvad ville der ske, hvis jeg tog dem? Skal, skal ikke? Jeg var bange og mærkeligt spændt på samme tid. Jeg vidste ikke engang, hvorfor jeg gemte pillerne væk, som var de min lille, beskidte hemmelighed. Eller min kostbare VIP billet til et længe ventet eventyr, som jeg ikke ville have nogen tog fra mig. Jeg tog æsken op af skuffen utallige gange, overvejede og lagde den tilbage igen. Jeg havde tænkt så meget på det, at det nu føltes som om der ikke var nogen vej tilbage. Det var noget jeg blev nødt til at gøre. Jeg skulle bare opbygge modet til endelig at gøre det.

Jeg gemmer mig på mit værelse, på min seng, med et glas vand og min æske. Nu skal det være! Jeg sluger pillerne, én efter én, i hurtigt tempo. Ingen tid at spilde, ingen tid til at fortryde. Bare ned med dem. Jeg tæller dem, mens jeg tager dem, og da jeg har slugt pille nr. 14 er jeg løbet tør for vand. Jeg må ud i køkkenet for at fylde glasset op, for jeg mangler stadig at tage de sidste 8 piller. Heldigvis er min ven ude i køkkenet, og jeg går med det samme til bekendelse. “Hvad har du?!”, råber hun, da jeg fortæller hende, hvad jeg lige har gjort. Hun ringer til en ambulance med det samme, og hun forklarer mig hvor farligt det i virkeligheden er. Man kan få leverskade og dø af det, hvis man ikke bliver behandlet. Også selvom det kun er 14 piller. Hun er meget alvorlig, og jeg er forbavset over, at hun laver så meget ståhej over det. Det var jo ikke et helt glas piller jeg havde indtaget. Det var trods alt kun 14. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med ville ske. Jeg havde ikke tænkt det ordentligt igennem. Alvoren går pludseligt op for mig. Jeg skal med en ambulance og på hospitalet. Jeg ønsker allerede at skrue tiden tilbage, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke tage det tilbage. Jeg bliver nødt til at gennemleve konsekvensen af det jeg har gjort.

Ambulancen ankommer. Jeg vil ikke med. Jeg har fortrudt. Men der er ingen vej tilbage. Jeg vil ikke have leverskade og dø, så jeg bliver nødt til at tage med. Det er en lang tur til hospitalet, eller sådan føles det. Jeg er tilkoblet en monitor, der holder øje med min puls og ilt niveau. Alt ser fint ud. Jeg kan heller ikke mærke noget anderledes. Ambulance manden er venlig og stiller personlige spørgsmål, som jeg ikke har lyst til at svare på. Jeg er meget pinligt berørt over hele situationen, og ligger og tænker på, hvad jeg dog har haft gang i, og rodet mig selv ud i. Hvorfor gør jeg også sådan nogle dumme ting? Hvad er der galt med mig? Hvorfor kan jeg ikke bare opføre mig normalt? Det hele har udviklet sig så alvorligt, og det var ikke min mening. Jeg ville jo bare… Ja, hvad ville jeg egentlig? Jeg ved det ikke. Bare noget andet. Jeg vil ud af min depressive tilstand. Bare væk fra det hele, men ikke på denne måde. Det er simpelthen for pinligt. Hvor har jeg dog fortrudt det jeg har gjort.

Vi ankommer til hospitalet. Min ven har kørt med i sin egen bil, bag ambulancen. De siger jeg skal blive liggende på båren, og jeg bliver kørt ind til Modtagelsen. Jeg bliver undersøgt og får taget blodprøve. “Gjorde du det for spændingens skyld?”, spørger min ven, mens vi er alene et øjeblik. Jeg bliver skuffet og vred på hende. Men jeg kommer også i tvivl, for jeg ved ikke hvorfor. Jeg mente jo ikke noget alvorligt med det. Det var ikke fordi jeg ville dø. Ellers havde jeg taget mange flere piller. Jeg skammer mig over, at have skabt dette kaos, og stiller spørgsmålstegn ved min egen agenda. Ville jeg i virkeligheden bare have opmærksomhed? Var det fordi jeg manglede spænding?

De spørger om hvorfor jeg gjorde det, og kigger på mig med alvorlige miner. Stiller alt for personlige spørgsmål, der går over mine grænser. Jeg føler, at jeg har gjort noget kriminelt og er midt i en afhøring. Det hele bliver for meget for mig.
Må jeg godt komme hjem nu? Stop med at kigge så alvorligt på mig. Stop med at spørge. Nej, jeg ville ikke dø, og nej, jeg har ikke lyst til at snakke om det.
Det var ikke for at få opmærksomhed. Jeg kender dem ikke, de er fremmede og jeg kan ikke lide det. Jeg trækker mig ind i mig selv. Jeg vil ikke snakke om det.

Det bliver bestemt, at jeg skal blive der natten over, og mit hjerte synker. Jeg vil ikke være der mere. Jeg får lagt et drop med modgift mod paracetamolforgiftning, og det skal jeg have i 20 timer, før jeg kan komme hjem igen.

Heldigvis får jeg en enestue. Jeg kunne ikke klare at skulle dele stue med fremmede en hel nat. Jeg har endda mit eget toilet og et lille fjernsyn, og jeg får tilbudt noget at spise. Det eneste jeg kan klage over er, at jeg ikke kan få lov til at ryge. Og selvfølgelig, at jeg ikke må komme hjem. Det hele føles så surrealistisk. Hvordan er jeg havnet her? I en hospitalsseng med et drop i min åre, der forresten gør ondt, hvergang jeg bevæger min hånd, og tilkoblet en maskine der giver mig acetylcystein, modgiften mod paracetamolforgiftningen?

Jeg føler en trang til at sige undskyld til alle omkring mig. Jeg skammer mig, føler mig urimelig og umulig, som et uopdragent barn. Jeg vil gerne undskylde til sygeplejersken, mens hun skifter posen med modgiften. Undskylde, at jeg har sat hende på arbejde over noget så dumt. Jeg hader tanken om, at andre tænker slet om mig. Og jeg hader at være til besvær.

Det er blevet sent. Min ven er taget hjem, og jeg ligger og ser en tilfældig film. Håber at jeg snart falder i søvn, så jeg kan få denne nat overstået. Det føles forfærdeligt at være her. Jeg vil hjem i min egen seng og sove. Jeg mærker stadig ingen forandring, efter at have taget pillerne, hvilket overrasker mig. Burde jeg ikke være døsig, miste bevidstheden, falde i søvn? Jeg mærker intet. Kun søvnløshed. Jeg finder det uudholdeligt at ligge her i mørket. Maskinen jeg er tilkoblet siger klik-lyde, og jeg skal tisse. De har sagt, at hvis jeg skal på toilettet, skal jeg bare trække stikket ud af maskinen, og tage stativet, som maskinen og modgiften er på, med ud. Problemet er, at når den ikke er tilsluttet strøm, begynder den at bimle og bamle rigtigt højt. Det stresser mig og jeg kan ikke få tisset hurtigt nok, så jeg kan komme tilbage til sengen og sætte stikket i igen. Sikke en redelighed jeg er havnet i. Men det kan jeg kun takke mig selv for. Jeg ville have, at tingene skulle ændre sig til det bedre, men dette er bestemt ikke løsningen på mine problemer. Tilbage til tegnebrættet med mig. Natten er lang, og jeg ligger og vender og drejer mig i flere timer, men falder til sidst i søvn.

Jeg vågner næste dag ved middagstid. Jeg skal blive der til kl. 16. Tiden snegler sig afsted. Det føles så uudholdeligt. Jeg ligger og gemmer mig under dynen, og vil bare væk derfra. Hvad laver jeg her? Det er så pinligt. Aldrig har jeg fortrudt noget så meget som dette. Og jeg trænger til at ryge, men må vente. Jeg er deprimeret og føler mig tom indeni. Så meget for dén flugtbillet.

Jeg havde været fanget i et limbo. Kunne ikke få tanken om at tage piller, ud af hovedet igen. Det var som om jeg var blevet besat af tanken, og jeg følte jeg blev nødt til at gøre det, for at ændre min situation til det bedre. Jeg ville have at andre skulle forstå, at jeg altså var ulykkelig og ikke vidste, hvad jeg skulle gøre ved det. Jeg havde håbet på et mirakel. At når jeg først havde taget de piller, ville alting forandre sig, jeg ville få den helt rigtige hjælp og endelig blive lykkelig.

Men mens jeg ligger her i hospitalssengen, er intet forandret. Virkeligheden er stadig trist og grå, og jeg er stadig ligeså deprimeret som før. Aftalen er, at jeg skal fortsætte med at gå til psykolog, som jeg hidtil har gjort. Men hvad hjælper det, når jeg ikke kan åbne op og snakke om alt det der plager mig? Jeg vil ikke snakke om det. Kan ikke snakke om det. Jeg prøver virkelig, men jeg er alt for indestængt. Det hele er for indfiltret og uoverskueligt. Jeg har svært ved at snakke om mine følelser og synes det er for pinligt, når det bliver personligt.

Min ven kommer for at hente mig. Klokken er 16, og det sidste af modgiften er løbet igennem. Endelig kan jeg komme hjem! Det første jeg gør da vi kommer ud på parkeringspladsen, er at tænde en længe ventet cigaret, og indsnuse den friske luft. Hvor er det dejligt at være ude i friheden igen. Hvordan har jeg kunnet tage det for givet? Jeg ér vist et uopdragent og utaknemmeligt “barn”.

Mens vi kører, snakker vi om trivielle ting. Ikke noget særligt. Jeg vil bare gerne hjem i bad, og få skyllet hele denne oplevelse af mig. “Du skal være god ved dig selv.”, siger hun pludseligt. Jamen, jeg kan ikke være god ved mig selv. Det fortjener jeg ikke. “Ja, okay.”, svarer jeg. “Det skal jeg nok”. Sådan er mit tankemønster konstant. Jeg er ond ved mig selv og har dårligt selvværd, gør dumme ting og er selvdestruktiv. Kunne jeg dog bare være glad og normal.

Da jeg er kommet hjem og får tøjet af, for at gå i bad, finder jeg en glemt, lyseblå sugekop øverst ved mit bryst. Den er fra da jeg fik mit hjerte undersøgt med elektroder. Og jeg har stadig hospitals armbåndet på. Jeg tager det af og smider det væk. Går i bad, sæber mig grundigt ind, vasker hospitalslugten ud af mit hår og min krop. Hele den ubehagelige oplevelse bliver vasket væk og skyllet ned i afløbet. Jeg tager mit hyggetøj på, sætter mig med en kop kaffe og en cigaret og ånder lettet op. Aldrig igen!

Det var 20 forfærdelige timer på hospitalet, og jeg lærte lektien: At det ikke er nogen løsning at tage piller. Så lad være med at gøre det, hvis du overvejer det. Det er ikke dét værd og du får ikke noget ud af det. Jeg er stadig ikke lykkelig, men jeg synes alligevel at livet er skønt, når det kommer til stykket. Jeg skal bare lære at tackle mine depressive perioder noget bedre. Det der hjælper mig rigtigt meget, er naturen og havet. Det giver sådan en ro indeni og er den bedste medicin mod mørke tanker.

Kærlig hilsen

En drøm


Jeg havde den bedste drøm i nat, hvor jeg fik over 80 views på min blog, (hvilket er mange i forhold til slet ikke at have nogen) og en masse kommentarer. Jeg havde for mange år siden en blog som fik rigtig mange views og kommentarer, og mine indlæg blev vist på forsiden af blog sitet.

Jeg savner at blogge og at andre læser det jeg skriver. Men uanset hvad, bliver jeg ved med at skrive. Jeg har også en dagbog, som jeg skriver i hver dag. Jeg elsker at skrive. Håber at der en dag kommer en masse mennesker og læser med på min blog. Jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan man får views, men måske jeg bare skal blive ved med at skrive og så kommer det af sig selv?

Kærlig hilsen

Hvileløs

Klokken er 00:00 og jeg kan ikke sove. Jeg sidder og ryger og kigger på stjernerne og sender mine drømme og længsler ud i universet. Det er så enkelt og trygt og håbefuldt. Jeg hader at ligge søvnløs i mørket, mens tankerne kører rundt i mit hoved. Det er svært for mig at være alene med mine egne tanker. Jeg bliver bange og frustreret. Frustreret over at jeg ikke kan sove og at mine tanker er uendelige. Bange for at være alene. Jeg kan ikke finde ro i stilheden og mørket. Jeg vender og drejer mig i det uendelige. Jeg plager mig selv med mørke tanker om livet, døden, kærlighed og fremtiden.

Mit hjerte er hvileløst. Jeg længes efter forelskelse og kærlighed. Jeg længes efter at leve, at være lykkelig, at vide at min fremtid er lys og god. Jeg higer efter at være fredfyldt og slippe for mørket i mit sind. Jeg ønsker at have et lyst og roligt sind, men istedet kæmper jeg for at holde mig selv oppe, så jeg ikke drukner i stormfloden af dunkle tanker, sorg og vemod.

Om dagen er der ebbe i mit sind. Jeg er rolig, men stadig hvileløs. Jeg keder mig og mangler spænding. Virkeligheden er grå og kedelig. Jeg skriver i min dagbog om trivielle ting og konstaterer at det er kedelig læsning. Mit liv er kedeligt. Jeg savner at være forelsket. Jeg beder universet om at sende én min vej, som jeg kan elske. Hvem er ham som jeg længes mod? Hvornår møder jeg ham? Hvad nu hvis han slet ikke findes og jeg aldrig kommer til at elske igen?

Sidst jeg elskede, endte det ulykkeligt og jeg fik en psykose. Jeg elskede ham for inderligt og for længe, mens han elskede en anden. Jeg blev syg af jalousi. Mistede grebet om virkeligheden og ville ikke indse at han ikke elskede mig.
Måske er det bedst for mig ikke at elske igen. Men hvad er livet uden kærlighed? Det hele føles så tomt og meningsløst. Jeg føler mig tom og meningsløs. Jeg levede for ham. Han var alle mine drømme, min lykke, hele mit liv. Uden ham, hvad er der så tilbage? Jeg mistede mig selv og min forstand af at elske ham. Jeg gav ham alt, indtil der ikke var mere tilbage. Og det var stadig ikke nok. Han elskede en anden.

Ja, måske er det bedste for mig ikke at elske igen. Men det gør mig hvileløs. Mit hjerte ér og bliver hvileløst. Jeg har brug for en at elske. En at drømme om og længes efter. En der kan være min sol og regnbue på grå regnvejrsdage og en der kan være min rednings klippe når stormfloden raser. En jeg kan ligge mig tæt ind til og endelig finde tryghed og hvile hos.

♡ Kærlig hilsen mig ♡

Uopnåelig

Jeg løber gennem byen, stopper op ved en glasvæg og kigger gennem den. Jeg ser dig i jakkesæt, så høj og smuk og dejlig, og ved din side står hun i den fineste, hvide brudekjole og er så perfekt. Hun er alt hvad jeg aldrig bliver; Perfekt. Jeg kan stadig nå det. Jeg hamrer på glasset og løber frem og tilbage for at finde en vej igennem, men glasset er endeløst. Du smiler lykkeligt, men jeg fortrænger det. Det må være skuespil. Du elsker i virkeligheden mig, ikke hende. I virkeligheden er du min og kun min. Og jeg er din. Du tager hendes hånd. Jeg bliver mere og mere desperat. Det er mig du elsker. Jeg kan ikke nå dig, ikke komme hen til dig og stoppe det. Du går smilende sammen med hende, med hendes hånd i din, indtil du er helt ude af syne. Du må ikke gå! Du må ikke gå fra mig! Jeg skal nå hen til dig, men jeg kan ikke. Jeg er fanget bag glasset og der er ingen vej ud. Uanset hvad jeg gør er det for sent. Jeg kan ikke stoppe det, for du er uopnåelig; dit hjerte tilhører en anden.